Jeg skaber portrætter. Jeg tager ikke ‘bare’ fotografier af mennesker, jeg bruger mit kamera til tidsmæssigt at fastholde et menneske i en brøkdel af et sekund. I samarbejde med den, jeg skal portrættere.

Nogle fotografer taler om at finde frem til et menneskes sjæl og så afbilde det. Men hvad er menneskets sjæl egenlig, og kan man overhovedet tage billeder af den?

Et andet udtryk, jeg bedre kan lide, er, at fotografen gennem sit foto skal ‘fange et menneskes fortælling i ét glimt’. For et menneske kan berette om sig selv (ikke nødvendigvis med ord, men i tanker, ved påklædning og så videre), mens kameraets lukker arbejder. Og jeg kan fortælle min historie om det menneske. Men der bliver altid et felt tilbage, som er ubevidst for personen selv og ikke bevidst for fotografen.

Men uanset hvad er et foto et øjebliksbillede, endda et billede af et meget kort øjeblik, næsten ikke eksisterende. Fotoet er udgangspunkt for fortolkning og nogle gange sådan, at det er ‘lige som man ser ham eller hende’. Som man oplever det menneske til dagligt (hvis det er et, man kender), eller opfatter den kendte person, som man tror, måske ligefrem bilder sig ind, at vedkommende er ud fra personens fremtræden i medier, på film osv.

Men, igen, uanset hvad, er et menneske mere kompliceret, end at det hele menneske kan beskrives i et mere eller mindre planlagt snapshot. Et billede er, selv om vi forsøger at bilde os selv noget andet ind, statisk. Et menneske og dets ansigt er dynamisk.

Maleren Magritte har afbilledet det meget tydeligt. På hans berømte maleri af en yderst vellignende pibe, står der umiddelbart modsætningsfuldt forneden: Dette er ikke en pibe. Det ligner da ellers fuldstændigt, udbryder beskueren. Og ordet ‘ligner’ er netop pointen. Ligner, men er ikke. For det første mangler en tredje dimension, dybden, der er en illusion, og så er faktisk alt sagt. I et menneskeligt, fotografisk portræt ser vi ikke personens mimik, lytter til stemmen, hører de vise eller mindre vise ord, der kommer ud af munden, lugter duften fra personen og så videre.

På et foto kan vi granske, nærmest ransage, ansigtets forskellige former, farver (også i sort/hvid), proportioner, skavanker, furer, bumser, vorter mm. For nylig betragtede jeg et foto (ikke mit) af en person, jeg har mødt, men ikke kendt ret længe. Og lagde mærke til et ‘hul’ eller ar i panden. Som jeg ikke havde bemærket i ‘levende live’. Sikkert nok fordi (noget) af det tiltrækkende for mig ved personen og dennes ansigt var smilet og den skæve fortand, der fuldendte det hele.

Har du alligevel mod på at lade mig være med til at skabe dit portræt, så skriv til mig på kontaktformularen. Klik her

Nils Salomonsen